I 1905 kom Alberta og Victor, to børn fra de Dansk Vestindiske Øer, til Danmark. De fremmede skulle udstilles i Tivoli i København og holdt sommerferie i Staurby.
Af Poul Christensen
Det ser hyggeligt ud i haven på Straurby Skovgård ved Middelfart. Ane og Peter Jeppesen sidder i baggrunden. Børnene sidder lidt henslængt på græsplænen. Og så skiller to af dem sig ud.
– Det er Victor og Alberta, siger Ane og Peters barnebarn Kaj Skovgaard Jeppesen om det over 100 år gamle billede, da vi for nogle år siden sad i hans stue og så gamle billeder.
– Jeg kan huske, at Victor flere gange besøgte os, da jeg var dreng og ung.
Victor Cornelins sidder på græsset i mørk jakke, Alberta Roberts sidder på bænken. I baggrunden sidder Ane og Peter Jeppesen. De to drenge på græsset er deres børn: Albert og Otto. Manden i den hvide jakke er ifølge Kaj Skovgaard Jeppesen gårdens bestyrer. Peter Jeppesen havde sklerose og kunne ikke varetage gårdens drift. Manden og kvinden til højre er ukendte. (Foto: Ca. 1911, Middelfart Byarkiv, skænket af Kaj Skovgaard Jeppesen)
Albertas og Victors møde med Danmark var alt andet end hyggeligt. Vi skal en tur tilbage i tiden, da Danmark var kolonimagt. De var efterkommere af negerslaver på de Dansk Vestindiske Øer. Victor var søn af en enlig mor på Sankt Croix. Albertas mor gav afkald på sin datter ”frivilligt, om end af nød”, indberettedes det fra kolonien. 7-årige Victor og 4-årige Alberta kom alene til København i 1905. Victor græd og slog om sig, da han skulle om bord på skibet.
De skulle udstilles i den vestindiske pavillon på koloniudstillingen i Tivoli. De øvrige kolonier – Island, Færøerne og Grønland – kunne man let finde indfødte til, men negre var der ikke mange af i København. Derfor sendte arrangørerne i det københavnske borgerskab bud efter vaskeægte sorte børn.
Og de vakte opsigt. Der blev trængsel, når de vej til Tivoli kom til Rådhuspladsen. ”Alle trafikanterne glemte deres oprindelige ærinde, fodgængere, cyklister, ja sågar sporvognspassagerer stimlede sammen om os for at se de mærkværdige skabninger. Man troede ikke på vores ægthed, og flere prøvede med tommelfingrene vores kinder, om den sorte farve lod sig gnide af, andre ruskede i vores hårtotter for at finde ud af, om det var paryk eller virkelig ægte negerhår”, skriver Victor Cornelins i sine erindringer i 1977.
Ydmygelserne blev værre i udstillingsområdet. De blev placeret mellem øernes handelsvarer, negerhytter, palmer, 20 sorte vestindiske grise, en himmelseng med moskitonet, plancher og tegninger fra den eksotiske koloni. De blev nærmest befamlet af publikum, som også tog billeder af de to børn, gerne i selskab med hvide danske børn. Victor lod sig ikke dirigere med. Engang nægtede han at tage en pige i hånden og sendte endog en spytklat på pigens fine hvide kjole. De endte med, at de to negerbørn blev anbragt i et bur. Samtidig gik der rygter om, at de var menneskeæderbørn, der var farlige og ikke måtte gå løse. Det øgede tilstrømningen til udstillingen.
Der kom da også børn, som stak fingrene ind til negerbørnene for at prøve, om de bed på. Der var også voksne, der kom med chokolade og andet mundgodt for at vise deres venlighed. Alberta var meget medgørlig og indkasserede mangen en lækkerbid, men ”jeg, hvem denne indespærring gjorde ganske desperat, lønnede enhver tilnærmelse, den være sig venlig eller uvenlig, med nøjagtig samme konfekt: en velrettet spytklat! Det var jo ikke særlig pænt, men jeg havde dengang ikke bedre midler til at hævde min menneskeværdighed”, beretter Cornelins.
Da udstillingen var forbi, kunne børnene ikke komme hjem på grund af deres familiers dårlige økonomi. Heldigvis var der mennesker, som tog sig af de to fremmede børn. De kom i pleje hos københavnske familier og blev optaget på Det kongelige Vajsenshus’ skole. I sommerferierne kom børnene på landet. Alberta kom ifølge skolens landopholdsbog til Staurby hos familien Jeppesen i årene 1910-12. En af somrene besøgte Victor hende. Alberta gik det ikke godt. Hun fik tuberkulose og døde i 1917.
Victor var dygtig i skolen, fik gode kammerater og støtte fra flere lærere og andre. Mange sommerferier tilbragte han på Lolland.
Det blev en del af historien, at de to negerbørn var kommet til Danmark for at blive uddannet til lærere og senere skulle vende tilbage til øerne og undervise og udbrede den danske kultur til deres racefæller. Det skriver Cornelins også i sine erindringer i 1977. Men ifølge Birgit Freieslebens bog fra 1998 ”Fra St Crois til Tivoli” er dette ikke tilfældet. Planerne om at reformere skolevæsnet på St. Croix blev først indført efter, at de to børn for længst havde forladt øen.
Rigsdagen besluttede i 1916 at sælge De Vestindiske Øer, der i 1917 blev overdraget til USA. Victor blev i Danmark og kom på lærerseminarium. Han blev ansat i Nakskov Kommune og blev viceskoleinspektør og leder af den kommunale musikskole. I flere årtier rejste han landet rundt og holdt foredrag.
Ane og Peter Jeppesen i Staurby hørte også til dem, der tog sig af negerbørnene. Det skyldtes formentlig, at Peter Jeppesen skaffede foredragsholdere til møder i Indre Mission og havde et stort netværk. Dengang blev der i missionske blade og i landets missionshuse fortalt beretninger om, at danske missionerer i Indien og Afrika tog sig af indfødte børn. Det blev betragtet som en god kristen opgave.
Artiklen er bragt som kronik i Fyens Stiftstidende den 29. maj 2016 og er en bearbejdning af en sidehistorie i min bog ”Bønderne på Staurby Skovgaard – lokalhistorie og landboliv i 240 år”, 2015. Se: https://www.poulc-strib.dk/boenderne-paa-staurby-skovgaard/
Kilder: Fra St. Croix til Nakskov. V. Cornelins. 1977. Fra St. Croix til Tivoli. Birgit Freiesleben. 1998. da.vikipedia.com og kronik i Politiken 26.01.13: Karen Vallgårda: Adoptionssystemet hviler på en kolonial fortid.