Guldklumpen

Bedsteforældres lyksalige dage med ferierende børnebørn

Af Poul Christensen,  journalist og morfar, Strib

Morgenlyset trænger ind gennem det nedrullede gardin. En lille hånd smyger sig op ad min venstre underarm. Den passerer albuen og trænger ind under nattrøjeærmet og lægger sig på skulderen. Her kører den rundt i små cirkelbevægelser med håndfladen om skulderknoglefremspringet. Så trækker hånden sig tilbage lige så stille, som den kom. Drengen vender sig, og hans højre hånd lander om min kones hals. Håndfladen finder sin plads på skulderens runding. Han sover stadig, men min kone er nu vågen og smiler over til mig. Sådan ligger vi et stykke tid.

Drengen åbner sine snart tre-årige øjne. Jeg smiler til ham, min kone smiler til ham. Han ser også glad ud. Vi ligger nogle minutter i tavshed og klokken passerer syv.

– Har du sovet godt?

– Jaaah, misser han med øjnene.

Vi hører lyde fra gæstebadeværelset. En forælder er oppe med lillebror på syv måneder.

– Jeg er sulten, siger drengen lysvågen og kravler ud af dobbeltsengen. Ensomt tilbage ligger mormor og morfar hånd i hånd og mindes dengang for 30 år siden, da moren lå dér i ”smørhullet” mange søndag morgener.

Nu er vi bedsteforældre, og datter og svigersøn samt to børnebørn er på feriebesøg. Der sker meget i de dage. Den tre-årige hjælper morfar med at grave kartofler op. Med greben stukket ned i jorden skal han med alle sine kræfter vippe planten og de gule knolde op. Morfar hjælper lidt til og kartoflerne kommer til syne. Han iler til og samler dem op i spanden.

– Der er en mere.

– Hvor?

– Prøv at rode i jorden.

En lille hånd kratter i jorden.

– Ajj, hvor er den stor, morfar.

Der er nok til aftensmaden. Vi går om på terrassen, hvor vi skrubber og vasker kartoflerne. Han skrubber eller – som han siger – fejer dem med sin lille børste. Vi får en grydefuld. Han går i gang med at vande blomster og fliser med sin lille blå vandkande. Og de våde fliser skal også fejes med kartoffelbørsten.

En formiddag er drengen og mormoren på besøg hos mormorens tidligere kollega, som har høns. Drengen har havens beholdning af udtyndingssalat med og har fået at vide, at salat er hønsenes livret. I hønsehuset samler han æg fra redekasserne og får seks æg i en æggebakke. Hjemme igen løber han mig i møde med æggebakken rakt frem.

– Se, morfar, se morfar.

Og jeg ser, hvordan låget åbner sig og æggene hopper i bakken. Lige før jeg kan tage bakken, øges hældningen. Tre æg triller ud og rammer fliserne. De to står til at redde. Mormoren trøster ham, men alt er glemt, da han lidt senere spiser æggemadder med rejer og vi voksne røræg. Nu ved drengen, at æg kommer fra høns og kartofler fra jorden.

Vi plukker ærter. Han øver sig energisk i at bælge dem, men de fleste ærter ender på jorden. Så er det nemmere at spise bælgede ærter fra morfars hånd.

Forældrene tager ham, udstyret med spand, ske og fiskenet, til stranden og overlader pasningen af lillebror til bedsteforældrene. Hjem kommer han med fem sten og en muslingeskal.

En dag besøger vi en lille zoologisk have med geder, aber, zebraer, fugle og kattedyr af flere slags og spiser de medbragte madpakker dér. Madpakker, som han fra sin skammel har hjulpet mormor med at lave og pakke sammen på køkkenbordet.

En eftermiddag generer vi hele nabolaget med hvin og råb. En vandkamp bølger frem og tilbage på vores græsplæne. Moren har i tide sørget for, at han får tøjet af. Men han sørger med fryd i øjnene for, at morfars bukser bliver godt våde.

Han sover stadig til middag. Det sker de fleste dage sammen med morfar. Vi læser først en bog. Favoritten er eventyret ”Guldæblet”, hvor skovens dyr slås om æblet. Mens dramaet fyger henover bogens sider, møver han sig ind til mig og får sit hovedet op i min armhule, inden historien er forbi.

– Sov godt.

Det gør han – en times tid. Morfaren kunne godt mere, men drengen skal også kunne sove, når han bliver lagt i seng om aftenen, siger forældrene.

Han kan også passe sig selv med lego, togskinner og puslespil, og forældrene sætter ham til at se tegnefilm på deres iPad, når de voksne vil have fred og ro til at læse avisen eller have lidt voksensnak.

Ved 21-tiden sover både han og lillebroren som regel, og voksensnakken kan fortsætte, men ikke længe. Mormor og morfar er godt trætte og skal snart i seng – og lægger sig på hver sin side af den sovende guldklump i ”smørhullet”.

En formiddag tager de hjem. Plastboksene med lego og togskinner er pakket sammen og sat på plads under gæstesengen. Voksdugen er taget af spisebordet, og stolene står igen pænt om bordet. Der er stille i huset. Vi spiser frokost ene to, og mormor og morfar sover til middag i over to timer.

Juli 2013

Fotos fra dagen: