Vælg en side

Underfulde sommerfugle

Af Poul Christensen

 Bølleblåfuglen er efter 30 år vendt tilbage til et habitat i Hals Mose øst for Aalborg. Den glædelige nyhed kunne statsminister Mette Frederiksen fortælle i sin åbningstale den 7. oktober. Mosen var blevet drænet og opdyrket, og det ødelagde den lille sommerfugls føde- og levegrundlag. Nu blomstrer der igen vilde blomster i den våde mose. Biodiversiteten er genoprettet med bølleblåfuglen som en naturlig del sammen med mange andre planter og dyr. Glædeligt er det, at vi er i gang med at genoprette den ødelagte natur, når vi her til lands har næsten verdensrekord i det mindste areal med beskyttet natur. Disse flaksende insekter, som i de seneste årtier er fortrængt og kraftigt reduceret, er velegnede som symboler på, hvordan den danske natur har det.

Sommerfuglenes symbolske betydning rækker langt videre. De spiller hovedrollen i Zetland-chefredaktør og forfatter Lea Korsgaards ’Inden året er omme – hvad 64 sommerfugle lærte mig om naturens største gåde’. Uden nogen særlig viden om sommerfugle satte hun sig for at finde samtlige 64 danske dagsommerfugle i 2024. Undervejs i sin søgen leverer hun skønne naturbeskrivelser samtidig med, at hun fletter filosoffer, historikere, digtere og naturvidenskabsfolk samt sin familie og nutidige danske sommerfuglenørder ind i sin fortælling. Hun formidler viden om sommerfugles forunderlige liv med forvandlingerne fra æg til larve, puppe og sommerfugl, og om hvad man i flere årtusinder har tænkt om dem.

Den græske tænker Aristoteles gav sommerfuglen navnet Psyche, der betyder sjæl på græsk. Det er samme navn som på livskraftens gudinde, som Zeus gav evigt liv. Dermed blev Psyche billedet på forvandlingen fra dødelig til udødelig.

Da Lea Korsgaards mor lå i sin seng og græd af sorg over sin mors alt for tidlige død, flaksede en nældens takvinge ind ad vinduet, kredsede omkring hende og fløj ud igen. Moren var ikke i tvivl om, at det var en hilsen fra hendes mor. En nældens takvinge viste sig også, når de besøgte gravstedet og ved begivenheder som dåb og konfirmation i familien. Lea Korsgaard beretter, at mange andre har tilsvarende oplevelser.

KZ-fanger ridsede sommerfugle på træværket på deres kummerlige sovepladser. I den græske bronzealder fik de døde sommerfugleperler med i graven. Også min kone fik sommerfugle med i graven, da hun døde i 2014. Børnebørnene satte klistermærker med sommerfugle på kisten. Bedemanden fortalte, at den afdøde er ligesom en puppe, et dødt hylster, som den nye sommerfugl har forladt og nu flagrer op i himlen. Utallige er eksemplerne på sommerfuglenes symbolske kraft og på trøst, nyt liv og håb. Man kan også bare glæde sig over de smukke skabninger, der beriger vores haver og vores natur.

Kålsommerfugl på oregano i min have.

Så er det, at jeg til sommer med endnu større glæde vil tage imod sommerfuglene, når de besøger min have med krydderurter og vilde blomster. Og lad os håbe, at statsministeren næste år kan fortælle, at flere sommerfugle er vendt tilbage, og at flere i det hele taget flagrer rundt i den danske natur.

Lille ildfugl på mynte i min have.

Den amerikanske meteorologi- og matematikprofessor Edward Lorenz lancerede i 1972 kaosteorien – også kendt som sommerfugleeffekten – med: ”Et vingeslag fra en sommerfugl i Brasilien kan forårsage en tornado i Texas”. En lille påvirkning kan have en enorm virkning i en kaotisk verden. Gid en af ”mine” sommerfugle, der til sommer får føde fra mine krydderurter og blomster, vil slå nogle kraftige vingeslag, som bliver til en freds- og fordragelighedsstorm, der rammer alverdens despoter og magtbøller, blæser dem omkuld og forvandle dem til anstændige mennesker. Naivt? Måske, men nogen eller noget må gøre noget, hvis vi skal bevare håbet om en verden med mere fred og fordragelighed.

I en tid fyldt med uro og krige, trusler om at bruge atomvåben, tale om at annektere Grønland, med klimakollaps og naturkatastrofer, ja, så har jeg behov for at dvæle ved noget nært og smukt. Sommerfugle giver mig trøst, de giver mig glæde, de giver mig håb.

Dette essay indgik i mit jule- og nytårsbrev 2025.